| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Jeg stod op, da de første stråler ramte kirken, der ligger højst placeret på bakketoppen i byen. Læste lidt nyheder, der var en del store. Englænderne havde igen nedstemt en brexit-aftale og Juventus vandt i Champions Leage med 3-0 (efter at have tabt 2-0 i første kamp mod Atletico Madrid). Det var noget af et comeback og der har givetvis været en fed stemning på den irske pub i aftes.
Ved halv 8 tiden satte jeg kaffevand over. Marie stod op, mens jeg gik til købmanden efter morgenbrød. For en gang skyld var det kun et par hundrede meter fra vores parkeringsplads. I dag havde jeg heldet med mig og fik fingre i et godt brød med en sprød skorpe.
Vi kørte ud af Piazza Amerina til parkeringspladsen ved Villa Romana del Casale. Det er et hus med rigtig mange mosaikker på gulvene. 2 personer har viet sit liv til at grave de mange mosaikker frem og det var imponerende, hvad der var lavet af billeder. Prikken over i’et var en meget lang mosaik, der gik igennem hele bygningen. Måske 50 meter lang og 3-4 meter bred. Vi var de første gæster på stedet og vi havde næsten bygningen for os selv. Men da vi gik ud, væltede et par busfulde med turister ind.
Vores næste stjerne på kortet lå omkring 100 km. mod syd. Vi fortsatte stilen fra morgenbesøget og skulle til Valle dei Templi Porta Quinta (Templernes dal) lige syd for Agrigento. Vejene startede næsten som sædvanlig med bugter, sving, kurver - og meget forskellig kvalitet. Nogle strækninger var fine og jævne - men så kunne der pludselig dukke en stor bule eller et hul op i vejen. Nogle gange kunne vi ikke engang se dem. Så rystede camperen fælt.
Men det sidste stykke vej mod Agrigento gik på en forholdsvis ny motorvejslignende strækning. Det var noget nær det bedste vej, vi havde oplevet i Syditalien. Marie kunne komme over 100 km./t. Og pludselig var vi i Agrigento. Her var også en speciel P-plads beregnet for gæster til attraktionen. At betale…
Indgangen kostede 10 euro pr. person (ligesom i formiddags). Templernes dal er spredt ud over et større område og nu har vi ikke sat os særlig meget ind i historien, men det er ruiner efter græsk/romerske templer. Et par af ruinerne var i en sådan forfatning, at man kan se, hvordan bygningen har stået. Men ellers lignede det et sted, hvor Slade kunne have skrevet “We’ll bring the house down”. Kæmpestore sten, der tydeligvis var fra bygningerne, lå spredt ud over området. Jeg går ud fra, at det er forskellige jordskælv, der har forårsaget ødelæggelserne. Efter en 6-7 km. spadseren, havde vi været det meste igennem. Vi måtte bare konkludere, at det er stort og imponerende, men den slags historie fanger os ikke, så vi kommer ikke til at bruge mere tid på den slags, selv om der er rigtig mange af den slags ruiner i det sydlige Italien.
Til gengæld kunne vi nyde en rigtig god is udenfor tempelområdet. Det kan de Italienere altså bare finde ud af at lave. Sælgeren forsøgte at forklare os, at det handler om, at mælken koges, før der laves is ud af den. Dermed skulle isen blive mere cremet og luftigt.
Eftermiddagen var stadig ung, klokken var 15:30. Marie mente, at hun havde kørt nok for i dag, så vi fandt den nærmeste parkeringsplads ud fra camper-app’en. Det var på havnefronten i San Leone. Første række til en lille bådhavn og solnedgangen ude til højre for os. Ikke så ringe.
Vi måtte hellere finde ud af, om der var nogle butikker i nærområdet, der havde åbent og vi nåede ikke ret langt hen ad strandgaden, før Marie blev fanget af en tøjbutik. Så kunne jeg passende skridte den østlige ende af gaden af, mens hun var parkeret. På strandgaden var der stort set kun restauranter, en enkelt bar og et ishus - samt tøjbutikken selvfølgelig. Marie måtte erkende, at Italienerne altså er nogle små størrelser :)
Vi tog bestik af resten af strandgaden og her lå et par fiskerestauranter. Måske var det et bud på aftensmad. En hurtig votering og vi faldt ind på en restaurant med et bohemelook, som Marie udtrykte det. Her var som sædvanlig ikke en sjæl ud over en kvindelig tjener.
Vi bestilte en omgang mixed fried seafood og grillet sværdfisk. Som sidedish valgte vi en omgang salat. Frisk brød i tykke stykker kom på bordet sammen med grissinnierne. Hertil det sædvanlige olivenolie og balsamicoeddike. Uha, hvor er det svært ikke at spise sig mæt i det friske brød med olivenolie og salt på.
Fisken smagte fint men det var ikke noget, der gik over i historien. Til gengæld var det næsten befriende dejligt, at få en skål salat til fisken. Vi har ikke fået for meget salat på turen. Det skal vi huske at bestille noget mere af!
Det var blevet sort som natten udenfor men egentlig stadig mild. Vi gik tilbage til camperen og hev dynerne frem. Så blev det hurtigt lunt og godt - og så kom trætheden. Jeg sad og småsov ved bordet, så jeg kravlede i seng. Marie gik i gang med et par kabaler. Hun havde jo også sovet længere end mig til morgen - i hvert fald 20 minutter :)
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |